Pejlemærket. Fyrtårnet. Denne Glenfarclas 30 Year Old Highland Single Malt er blevet kaldt mange ting. Det er Speyside masterclass fra et at de mest ikoniske destillerier. Det kan kun blive godt, og føj for en hankat det smager.
Glenfarclas er kendte for at frembringe stor, robust whisky der kan tåle exceptionelt lang lagring. Noget som sandsynligvis også skyldes en efter sigende ultralav angel’s share i deres kølige dunnage-lagre. George Grant har udtalt, at den årlige fordampning er helt nede på 0,3% om året, mens gennemsnittet i Skotland er tæt på 3%. Stakkels engle.
Dyb gylden farve. Fuldstændig ekstravagant duft med britisk ”Christmas Cake”, hasselnødder, sherry og chokolade. Nåeh ja; disse noter er der i så mange andre Single Malts. Glem det. Her får du også bl.a. støvet fra det gamle julepynt og tørrede frugter der må have druknet i sherry i årtier, med i pakken. Så rammer den tungen. Slam. Kompleks og lag-på-lag. Nødder, egetræ, brun farin, maltede sherrynoter, julekrydderier, tørrede frugter og chokolade. Du ønsker ikke den stopper, og det gør den heldigvis heller ikke lige foreløbig. Det føles som om eftersmagen bliver hængende i ugevis. Ok – så næsten da. Men den er lang.
Bottled: 2022
Minderig, tudsegammel Single Malt til de store øjeblikke. Her i den flotte ”Old Warehouse Edition” (der forestiller de kendte rødmalede lagerporte på destilleriet).
Alkohol %: 43,0
Størrelse: 70cl