Her præsenterer vi én af klassikerne. Den har siden 2011 vundet et hav af priser og medaljer, og sætter på mange måder standarden for prisklassen.
Historien starter i Cartagena, Columbia, hvor Dictador har perfektioneret kunsten at lave klasse-udgivelser på sukkerrørshonning i stedet for den klassiske melasse. Det giver en dybere, mere aromatisk base, som derefter får lov at modne i solera‑systemet. Det betyder, at yngre og ældre romme blandes i et lag-på-lag-system, der er lige så tålmodigt som det er effektivt. 20‑års udgaven er resultatet af den proces: en oplevelse, der er både moden, afrundet og fuld af karakter.
Smagen er præcis så mørk og forførende, som flasken lover. Først kommer den dybe karamel og den mørke honningsødme, der giver en blød og fyldig start. Så begynder de mørke frugter at dukke op – rosiner, svesker og en anelse brændt appelsinskal, der giver saften en næsten vinøs dybde. Egetræet ligger som en rolig, tør kontrast i baggrunden, og en let krydret varme binder det hele sammen. Finishen er fedmefyldt og olieret, med en delikat smag af abrikos, romrosin og en herlig blid bourbon sødme. Det er en oplevelse, der både kan nydes rent og bruges i cocktails – men lad os være ærlige: den fortjener sit eget glas, sin egen aften og måske lidt baggrundsjazz.
Det ekstra lag af honning, er der hvor denne 20 års udgave primært adskiller sig fra dens 12-årige lillesøster. Stilen er således den samme, men der er noget mere fylde og tyngde her. Ganske som forventet – og håbet.
Dictador 20 Y.O. er kort sagt en udgivelse, der smager som om nogen har tænkt sig om.
Størrelse: 70cl
Alkohol %: 40,0








