Smagen af absint er præget af anis, som også kendes fra f.eks. ouzo og pastis. Det giver en lakridsagtig smag. Traditionelt spædes absinten op med vand, hvilket bevirker at drikken bliver uklar – et fænomen, der på fransk kaldes louche. Malurten giver absinten en mynteagtig, let bitter aroma, som ikke findes i andre anisdrikke. Dertil kommer ofte smag fra andre tilsatte urter.
Absint kan smages til med sukker. Oprindelig foregik det ved, at man simpelthen rørte sukker eller sirup ud i absinten, efter man havde tilsat vand. Senere dukkede en ny metode op, hvor man brugte en særlig absint-ske – en flad ske med huller i, som man lagde hen over glasset. Man anbragte et stykke sukker på skeen og hældte en fin vandstråle ned over det, så det langsomt blev opløst og dryppede ned i drikken. I 1990’erne dukkede endnu et ritual op, hvor man hælder absint over sukkeret og sætter ild til, så det smelter.
Nu om dage nydes absint oftest uden sukker, da den naturlige sødme fra anis og fennikel er rigeligt. Vigtigt er dog den langsomme, gerne drypvise, tilsætning af koldt vand, så smagsstofferne kommer bedst til udtryk.
Vi lagerfører 3 luksus absint fra Jaques Senaux: denne traditionelle grønne på 70%, en blå på 80%, samt en vanvittig sort på 85%.
Det er absint i absolut verdensklasse!
Størrelse: 70 cl
Alkohol %: 70,0
Land: Spanien
Mere information
Absint fremstilles ved, at man lader havemalurt, fennikel og anis trække i stærk alkohol. Resultatet destilleres til en klar væske (hvid absint eller absinthe blanche), der kan indfuseres med urter såsom romersk malurt (Artemisia pontica) og isop. I absint indgår der ofte 10-15 forskellige urter, alt efter den ønskede smag. Forskellige producenter bruger forskellige opskrifter, der bruges alt fra mynte og citronmelisse til muskatnød.
Den færdige absint indeholder typisk mellem 50 og 75 pct. alkohol, men kan også fås med op til 85 pct alkohol % (direkte fra kedlen), så det er noget af det stærkeste spiritus overhovedet.
Ifølge de mest pålidelige kilder, blev absint opfundet i 1792 af den franske læge Pierre Ordinaire, der var flygtet til Schweiz fra den franske revolution. Dr. Ordinaire (!) foreskrev drikken som hostesaft og styrkedrik. Den franske forretningsmand Henri Dubied købte senere den hemmelige opskrift, og ved hjælp af sin ven, Henri-Louis Pernod, startede han en masseproduktion i 1798. Samme år byggede Dubied og Pernod det første absint-destilleri i Couvet under navnet Dubied Père et Fils. Salget gik så godt, at de i 1805 byggede endnu et destilleri, denne gang i Pontarlier i Frankrig.
I starten blev den markedsført for sine medicinske egenskaber; franske soldater fik den ofte med i rationerne som beskyttelse mod tropesygdomme, bl.a. under Algierkrigen i 1864-71, men efterhånden ændrede opfattelsen sig, og mange mente, at den var mere skadelig end andre former for alkohol. Problemet var ifølge sagkundskaben, anført af dr. Valentin Magnan, at malurt – foruden de ønskede smagsstoffer – indeholder nervegiften thujon, som man mente gav kronisk hjerneskade ved langvarig brug. Derfor blev absint forbudt i USA i 1912, i Frankrig i 1915, men aldrig i en lang række andre lande.
Omkring 1900 blev absint forbundet med bohemelivet blandt digtere og billedkunstnere som Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud, Paul Verlaine, Édouard Manet og Henri de Toulouse-Lautrec, men især var den arbejderklassens drik. Gennembruddet kom, da de franske vinmarker blev raseret af insektet phylloxera i 1863. Afholdsbevægelsen stod stærkt i Frankrig, og blev nu især vendt mod den billige, importerede absint, de fattige var blevet henvist til at drikke. Fransk Blå Kors, Croix Bleu, indsamlede omkring 400.000 underskrifter for et forbud. Det mistænkes, at de fik støtte af franske vinbønder, der gerne ville beholde markedsandele, når vinproduktionen kom i gang igen. I 1915 var der så mange klager over franske soldater, der kom berusede tilbage fra orlov, at man af den grund forbød absint.
Sidenhen er der opstået en fornyet interesse for drikken, og den bliver i dag fremstillet og solgt i en række lande – også i Frankrig. Når det kan lade sig gøre, hænger det sammen med fælles EU-regler for, hvor meget thujon, en alkoholisk drik må indeholde. Grænsen er maksimalt 10 mg pr. liter, hvis der er tale om spiritus, og 35 mg pr. liter, hvis produktet er klassificeret som en “bitter”. Nu om dage er der ikke noget reelt forbud i ret mange lande; i Frankrig er det tilladt at fremstille og sælge absint, så længe etiketten ikke direkte betegner indholdet som sådan. Fransk absint har i dag derfor forskellige omskrivninger, såsom “Spiritus på udtræk af absint-urter”.
Tujon påstås ofte at være et hallucinogen; der henvises til en vis kemisk lighed med hampens aktive stof, cannabinol. Denne lighed er dog rent overfladisk, og der er ingen endegyldig dokumentation for, at tujon har nogen hallucinerende virkning. Mange mener, at absint-rusen føles anderledes end ved andre former for alkohol, hvor fornemmelsen beskrives som “forfriskende” og “opløftende”. Dette fænomen opleves også ved indtagelse af mindre berygtede anis-drikke og tilskrives stoffet anethol. Absint er således ikke en form for narkotika, men først og fremmest en stærk, alkoholisk drik, der i fortyndet form har en alkoholprocent der nærmer sig procenten i vin. At absint i nogle kredse er begyndt at blive populær igen, hænger i høj grad sammen med myten om kunstnerlivet i “La Belle Époque”.
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.