Tomatin har anvendt sherryfade fra Jerez i over 100 år til lagring af store dele af deres udgivelser. Denne herlige 10 års Manzanilla Edition er en del af The Sherry Collection, som er skabt for at fejre den moderne sherrykultur, som mange steder har oplevet en genopblomstring, bl.a. takket være en voksende tapas-interesse, og forbrugernes stigende lyst til at prøve nye ”udenlandske” fødevareoplevelser. The Sherry Collection er udgivet som Limited Editions i 2024 i en serie på 3: Denne 10 års som har dvalet i Manzanilla-fade, en 15 års fra Palo Cortado-fade, og endelig en 17 års der har basket rundt i Pedro Ximénez-fade. Alle Single Malts, og alle udgivet i en begrænset mængde.
Her præsenterer vi altså nr. 1 i serien, som har modnet 10 år i Manzanilla-sherry-fade, herefter tappet ved 46%, Ikke-koldfiltreret og med sin helt naturlig farve.
Manzanilla er spansk for ‘kamilleinfusion’, og refererer til, at denne specielle sherry’s blomster- og nøddeagtige noter, minder en del om kamille.
Manzanilla-fade er ret sjældent brugt til whisky-lagring. De findes, men ofte er det som en slutlagring efter ophold i andre fade. For lige at tilføje ekstra blomster- og let saltede noter i slutproduktet. Tomatin og Bunnahabhain er de mest kendte til at anvende Manzanilla-fade, og Tomatin’s fremtrædende frugtnoter, er et perfekt match med de blomsteragtige, søde, let saltede tilføjelser fra disse fade. Møg-elegant og velsmagende.
I glasset: Lys guld/halm med mellemstore gardiner. I næsen, røde æbler, kiks, saltede mandler og marcipan. Et strejf af karamel. Her er Manzanilla’en tydeligt. I ganen krydret æblekompot med citronskal og rosiner. Nødder og mandler. Igen lidt karamelsødme. Et strejf af lyst krydderi. I Finishen citrusnoter, og fortsat saltede nødder drysset med brun farin og en lys krydderifinale.
Vi synes, at Highland er så stort et område for whiskyproduktion, at det kan være svært helt præcist at finde en bestemt stil. Men hvis du leder efter en delikat, frugtagtig og afbalanceret udgave af single malt, er Tomatin et sandt standout, især hvis du er fan af mærker som Edradour og Dalwhinnie. Tomatin har stadig evnen til at skille sig ud blandt så mange konkurrenter på grund af sin tydelige, blomstrede husstil, og deres gode fadarbejde – ikke mindst i de forskellige sherry-varianter.
Flot flaske i flot gaveæske.
Alkohol %: 46,0
Størrelse: 70 cl