Finlaggan udgiver en række meget spændende og yderst prisvenlige single malts. Vi ved ikke hvem der rent faktisk laver Finlaggan; det er omgæret af stor mystik. Den er med garanti fra øen Islay, og rygterne vil vide, at det er selveste Lagavulin der står bag. Du kommer altså til at lede længe, hvis du vil finde et destilleri ved navn Finlaggan – for det findes ikke. Nå men, indholdet er filme godt. Islay er jo primært kendt for sine røgede whiskyer, og Finlaggan skuffer absolut ikke. Faktisk kan profilen godt minde om Lagavulin – men her noget billigere.
Produceret i små mængder, og efter en lagring på Bourbon-fade, slutlagres den på brugte sherryfade. Tappet ved respektfulde 46% alkohol.
Resultatet er en whisky, der forener betydelige frugtige og røgede noter, med et lokkende samspil mellem sødme og krydderi.
I næsen først og fremmest røg! Efter det første slag, rammer de tørrede frugter og noget gammelt læder. Det er fuld plade Islay vi spiller her.
I smagen har den også en sødet røget karakter, men ikke lige så dominerende som i næsen. Røgen er der bestemt, men overdøver ikke de mange andre indtryk/smage. Der er lige kort en fyldig røgsmag, som stille og rolig toner mere og mere ud. Efter røgen kommer tørrede frugter, let, sødlig tobak, og læder. Derudover lette noter og lag af abrikoser og sherry. Dejlig lang afslutning. Dens søde smag af sherry/frugter går igen i afslutningen, men der er stadig en anelse røg for lige at sige hej fra Islay.
Finlaggan Sherry Finished Small Batch byder på utroligt meget. Den er ikke vanvittigt røget, så den kræver ikke det største røgdykkercertifikat, og selvom den er røget, er der plads til tørrede frugter og sherrynoter. Samtidig smager den faktisk som en meget gammel whisky – sikkert lædernoterne der giver dette indtryk.
Størrelse: 70 cl
Alkohol %: 46,0