Estisk-baserede Gindome med danskeren Steen Lerche-Jensen i spidsen, har gang i noget stort, godt og rigtigt med deres no-nonse tilgang til deres produkter.
Efter stor succes med f.eks. deres Mermaid Navy Strength Gin, har de nu udgivet en ægte fadlagret gin. Tiden på egetræsfadene tilføjer en rundhed og kompleksitet, som klæder Gindome ualmindeligt godt. Vi er ikke altid fans af fadlagrede ginner, men når udgangspunktet som her er ren verdensklasse, og har substans og kompleksitet nok til at det hele ikke drukner i smagen af mormors sofabord, kan man kun nippe og nikke anerkendende.
Inden Admiralen fik lov at slumre i egetræsfadene, blev den sammensat af enebær af høj kvalitet fra enebærøen Saaremaa i Østersøen. Fra Middelhavsområdet kommer, korianderfrø, kvanrod, orrisrod, majsblomster, havtorn, druer, appelsinskal, paradiskorn, fennikel, rosmarin, og galanga. For at få en dybere og mere smooth oplevelse, er der også tilsat en anelse lakridsrod, cashewnødder og muskatnød.
Masser af power, smage, udtryk og indtryk, og med en alkoholstyrke på 50% kalder Admiralen også her på respekt.
Alkohol%: 50,0
Størrelse: 50 cl
Admiral Sour:
- 40ml Admiral Gin
- 20ml citronsaft
- 20ml sukkersirup
- 20ml æggehvide
Fyld en shaker med is, og hæld alle ingredienserne i. Ryst godt sammen, og hæld i et cocktail-glas. Simpelt men godt.