Sipsmith London Dry Gin er en fantastisk nyklassiker inden for London dry-stilen. Der er tale om en ‘small batch gin’, destilleret på en 300-liters kobberdestillator ved navn Prudence. En håndlavet destillator fra den tyske destillatorproducent Christian Carl. Hver destillation giver ca. 300 flasker gin. Alle flasker er markeret med et batch nummer, og et sjovt element er, at man via Sipsmiths hjemmeside kan finde ud af, hvornår ens egen flaske præcist er blevet destilleret.
Der destilleres med 10 klassiske botanicals: makedonsk enebær, bulgarsk korianderfrø, fransk angelicarod, spansk lakridsrod, italiensk orrisrod, spanske mandler, kinesisk cassiabark, kanel fra Madagaskar, appelsinskal fra Sevilla og spansk citronskal.
Udtrykket er meget smooth og silkeblødt. Den er meget tro mod enebærsmagen, men du fornemmer tydeligt lakrids, appelsin, citrus og korianderfrø. Lakridsen giver en let sødme, og det fungerer perfekt sammen med det olierede udtryk fra de makedonske enebær. Dejlig varme og flot længde i finishen. Klassisk gin på højt niveau.
Størrelse: 70cl
Alkohol %: 41,6